På baggrund af Søren Nedbo`s læserbrev i Jyllandsposten lørdag den 23. januar 2010 , hvori
det bliver pointeret at ” S satte ikke skatten op ” , vil jeg gerne rette et par misforståelser vedrørende begrebet skattetryk.
I en højkonjunktur vokser salget af højt beskattede biler , selskabsskatter og pensionsafkastskat erfaringsmæssigt stærkere end BNP. Herudover vil der under en højkonjunktur også være flere , der betaler topskat , fordi grænsen for topskat kan blive overhalet af lønudviklingen. Som følge heraf vil en højkonjunktur trække skattetrykket op også selv om skattesatserne er uændrede eller sågar faldende.
Det er derfor morsomt at følge debatten om , hvem der har kunnet præsterer det laveste skattetryk i deres regeringstid , ”rød” eller ”blå” stue.
Jeg ved ikke om Søren Nedbo mener , at Socialdemokraterne skal gå til valg på ,at en stemme på dem er en garanti for lavt skattetryk og lavkonjunktur.
I kapløbet mellem Danmark og Sverige om hvilket land der har største skattetryk , er der måske også et par ting der er værd at huske på.
Skattetrykket er defineret som skatter og afgifter divideret med BNP.
I nævneren på brøken indregnes afgifterne i bruttonationalproduktet og det betyder , at de høje danske afgifter bidrager til en undervurdering af skattetrykket sammenlignet med lande hvor skatteopkrævningen i højere grad er baseret på direkte skatter.
Svenskerne har valgt ikke , at belaste deres borgers køb af biler med høje registreringsafgifter ; men i stedet har de indregnet det ” manglende ” provenu i de direkte skatter. Dette betyder at svenskerne fremstår med et relativt højt skattetryk , men i virkeligheden er det kun et udtryk for en anderledes struktur mellem deres skatter og afgifter end den Danmark har valgt. Derfor er det uden mening at sammenligne skattetrykket i de forskellige lande , uden at korrigerer for forskellighederne i skatte og afgiftsstrukturen.
